LINGVA LATINA

Universalkursus i latin

 

 

Det latinske kursus LINGVA LATINA PER SE ILLVSTRATA (‘det latinske sprog oplyst gennem sig selv’), af Hans H. Ørberg, består af to dele: 1. del, FAMILIA ROMANA, er grundkursus, og 2. del, ROMA AETERNA, fortsætterkursus, med et registerbind, INDICES. Kurset fås både i bogform og på CD-ROM.

 

 
 


FAMILIA ROMANA - en romersk familie

 

I 1. del, FAMILIA ROMANA, får du adgang til en romersk familie i 2. århundrede e. Kr. Bogens 35 kapitler udgør en fortløbende beretning, en begivenhedsrig “roman”, med emne fra livet i denne familie. Hvert kapitel er inddelt i 3 eller 4 lektioner og består af en ret lang læsetekst, et grammatisk afsnit, Grammatica Latina, og tre opgaver, pensum A, B og C. Bag i bogen findes en oversigt over grammatikken, en romersk kalender, en alfabetisk ordliste, Index vocabulorum, og et grammatisk indeks. Det sproglige indhold dækker alt det væsentlige af den latinske grammatik og et fundamentalt ordforråd på ca. 1500 ord.

 

Direkte forståelse - uden oversættelse

Den direkte metode er konsekvent gennemført. Bogen er helt igennem skrevet på latin, men fra først til sidst er teksten således tilrettelagt at sproget forstås umiddelbart af enhver: meningen fremgår af sammenhængen, når man læser med omtanke og koncentration om indholdet og udnytter al den hjælp der gives i form af illustratiioner og marginalnoter. På denne måde kan du læse og forstå latin uden at være nødt til først at slå op i gloselister og grammatik for derefter at analysere hver sætning og oversætte ord for ord. Det er teksten selv, dvs. sammenhængen, meningen, situationen, der lærer dig ordenes og de grammatiske formers funktion og betydning. Det kræver at du er en opmærksom læser, men da tekstens indhold er både oplysende og underholdende, bliver studiet til en berigende og fornøjelig fritidsbeskæftigelse.

 

PENSA - de sproglige opgaver

De tre opgaver, pensa, som afslutter hvert kapitel, tjener til at indøve grammatik og ordforråd og at sikre at teksten er forstået. Før du tager fat på pensum A, som er en grammatisk opgave, må du have studeret afsnittet Grammatica Latina, hvor nyindførte grammatiske former illustreres med systematisk ordnede eksempler; i pensum A gælder det om at indsætte de manglende endelser eller former. I pensum B er det nye ord der skal indsættes så de giver mening i sammenhængen. Pensum C  består af en række spørgsmål til teksten som skal besvares med latinske sætninger.

 
 

 


ROMA AETERNA - det evige Rom

2. del, ROMA ATERNA, fører frem til læsning af et rigt udvalg af klassisk latinsk litteratur. Hovedindholdet af de 21 lange kapitler er Roms historie som fortalt af romerne selv. Der indledes med en beskrivelse af det antikke Rom på historisk  grundlag. Derpå følger en prosaversion af Vergils Æneide  I-IV, med centrale passager i original, og Livius1. bog suppleret med uddrag af Ovids digte. Den lempelige forenkling af Livius’ prosa ophører efterhånden helt, og hovedparten af bogen indeholder originale tekster af Livius, Aulus Gellius, Cornelius Nepos, Sallust, Cicero og Horats. Teksterne dækker Roms historie indtil slutningen af republikken. Ligesom i 1. del slutter hvert kapitel med tre pensa, hvor de grammatiske kundskaber genopfriskes og udvides, nye ord indøves tillige med regler for orddannelse, og tekstforståelsen efterprøves.

Til 2. del hører et registerbind, INDICES, med liste over romerske konsuler og deres triumfer, Fasti consulares og triumphales, samt navneliste, Index nominum, med korte forklaringer på latin, og ordliste, Index vocabulorum, til det samlede kursus. 

 

Supplerende materiale

 (1) Colloqvia personarum. Supplerende tekster, mest i dialogform, svarende i sværhedsgrad til kap. 1-25.

(2) Grammatica Latina, en latinsk grammatik (formlære).

(3) Exercitia Latina I, udførlige ekstraøvelser til alle de 133 lektioner i Familia Romana. Fås også på CD-ROM.

(4) Exercitia Latina II, udførlige ekstraøvelser til alle de 115 lektioner i Roma Aeterna. Fås også på CD-ROM.

 

Hjælpemidler på dansk

Latine disco (‘Jeg lærer latin’). Studiehåndbog med udtalevejledning og instruktioner til de 35 kapitler i Familia Romana.

Latine disco II. Instruktioner med historiske og sproglige oplysninger til de 21 kapitler i Roma Aeterna.

Latin-dansk ordliste I og II og Ordliste dansk-latin.

 

Efter begynderbogen: Læsning af romersk litteratur

Der foreligger en række latinske teksthæfter som kan læses i tilslutning til Familia Romana, da marginalnoter og illustrationer forklarer alle nye ord:

(1) Sermones Romani. Et udvalg af forskellige latinske forfattere;

(2) Plautus Amphitryo. Den berømte forvekslingskomedie.

(3) Caesar: De bello Gallico. Et udtog af Cæsars Gallerkrig I, IV og V,

(4) Vergilius: Aeneis. 1. og 4. bog af Vergils Æneide (forudsætter læsning af 5 kapitler af roma aeterna).

(5) Ovidius: Ars amatoria. ’Elskovskunsten’ (forudsætter læsning af 5 kapitler af roma aeterna).

(5) Petronius: Cena Trimalchionis, en forkortet udgave af skildringen af festen hos rigmanden Trimalchio (forudsætter læsning af halvdelen af Roma Aeterna);

(6) Sallustius & Cicero: Catilina. Om den catilinariske sammensværgelse (forudsætter læsning af Roma Aeterna).

I alle udgaver er originalteksten uændret bortset fra udeladelser.

amphitryo og cena trimalchionis fås uforkortet i dansk oversættelse.

 

LINGVA LATINA på CD-ROM

De to CD-ROMer Familia Romana og Roma Aeterna (XP/Win7) indeholder hele teksten i de to bøger og en interaktiv udgave af alle pensa (opgaver). Der er en lydoptagelse af kap. I–XXXI i Familia Romana og af spørgsmålene (pensum C) i Roma Aeterna med svar.

CD-ROMerne Exercitia Latina I og II er interaktive udgaver af de supplerende øvelser til de 133 lektioner i Familia Romana og de 115 lektioner i Roma Aeterna.

CD-ROM Lingua Latina Macintosh OS X indeholder hele kurset: 1. og 2. del, Exercitia Latina I og II, Grammatica Latina og Indices.

CD Latine audio indeholder en lydoptagelse af kap. I–X i Familia Romana.

 

(Sidst opdateret december 2009)